ALZHEIMERS SYGDOM

ALZHEIMERS SYGDOM KAN VÆRE OPSTÅET ÅRTIER FØR DE FØRSTE SYMPTOMER VISER SIG

Alzheimers sygdom er en fremadskridende neurologisk sygdom, der svækker tænkning, hukommelse og selvstændighed. Det er den hyppigste årsag til demens.

Alzheimers sygdom kommer snigende – den udvikler sig langsomt over flere år og svækker hjernen. Tab af korttidshukommelse, besvær med at finde ord, eller at man glemmer hvilken dag eller dato, det er, er typisk de første tegn på sygdommen. Andre tidlige symptomer kan være forvirring, f.eks. at fare vild i kendte omgivelser, eller ændringer i humør og personlighed, f.eks. at blive mere irritabel eller ængstelig. Efterhånden som sygdommen udvikler sig, mister mennesker med Alzheimers sygdom langsomt deres hukommelse og evnen til selvstændigt at udføre hverdagsopgaver såsom at lave mad, tage tøj på eller gå i bad.

I dag ved vi, at udviklingen af Alzheimers sygdom er en fremadskridende proces, som kan begynde årtier, før der opstår en mistanke. De ændringer i hjernen, som forårsager sygdommen, kan begynde op til 20 år, før de første symptomer optræder. Selv fra de første symptomer bemærkes, går der ofte lang tid, før sygdommen konstateres. Mennesker med Alzheimers sygdom og deres pårørende overser enten de tidlige tegn på sygdommen, eller de opfatter symptomerne som en naturlig del af det at blive ældre.

SÅDAN KAN HJERNENS SUNDHED FORBEDRES

Vores hjerne er tæt forbundet med resten af kroppen. Livsstilsændringer kan være gavnlige for kroppen og kan også have en positiv indflydelse på hjernens sundhed. Disse tiltag kan hjælpe med at bevare den mentale sundhed og reducere sandsynligheden for at udvikle Alzheimers sygdom og andre typer demens.1-3