HJERNESUNDT

JULEMAD TIL HJERNEN

Julen nærmer sig, og det samme gør de traditionelle julefrokoster. En af Danmarks førende forskere inden for kost og sundhed, Per Bendix Jeppesen, giver følgende råd om, hvad vi skal spise til julefrokosten, hvis vi skal glæde hjernen og maven samtidig.

Fede fisk

Sild, laks, makrel og andre fede fisk bidrager med gode fedtstoffer, som er vigtige i forhold til hjernens cellemembraner, og fedtstoffet indgår i dannelsen af myelin, der isolerer, så cellernes elektroniske impulser ikke forstyrres.
- De gode fedtstoffer er vigtige for hjernen gennem hele livet – helt fra udviklingen i fosterstadiet til den sidste del af alderdommen, hvor hjernen skal vedligeholdes, for at have det godt. Det kan du glæde dig over, når der bliver sendt fisk rundt til julefrokosten, siger Per Bendix Jeppesen.

Groft brød

Den danske tradition for rugbrød bidrager til et stabilt blodsukker, hvilket på både kort og lang sigt er godt for hjernen.
- Udsving i blodsukkeret gør os ukoncentrerede og ufokuserede på den korte bane og på den lange bane kan det føre til livsstilssygdomme, som har indflydelse på hjernens sundhed.

En enkelt snaps

Selvom du måske føler dig klogest efter 4-5 genstande, så er der ikke noget, der tyder på, at så meget alkohol gavner dig. Men ifølge Per Bendix Jeppesen, så har forskning vist, at mindre indtag kan fjerne affaldsstoffer fra hjernen. Blandt andet to proteiner, som er forbundet med Alzheimers-sygdom og andre former for demens. Men husk – det er kun en enkelt genstand dagligt, som har den effekt.

Kål

Særligt den rå kål, du finder i salaterne, har masser af sundhed for hjernen og resten af kroppen. De opvarmede og syltede versioner af kål mister en del af deres næringsstoffer undervejs i tilberedningen, hvilket er grunden til, at Per Bendix Jeppesen, der er lektor og PhD ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, især fremhæver rå kål.
- Rå eller let opvarmet grønkål er en af verdens sundeste grøntsager, fordi det er fyldt med proteiner, kostfibre, essentielle aminosyrer, flere vitaminer og cholin, siger Per Bendix Jeppesen.
Cholin spiller en vigtig rolle i reguleringen af de transmitterstoffer, der sikrer kommunikationen mellem hjernens milliarder af celler, og har derfor betydning for hjernens sundhed og funktioner.

Mørk chokolade

Den helt mørke chokolade med et kakaoindhold på 70-80 procent, er en af de fødevarer, som kan være med til at udløse dopamin og serotonin. Det er signalstoffer i hjernen, som giver os en følelse af velbehag og afslappethed, hvilket bidrager positivt til både indlæring og problemløsning. Chokolade skal desværre kun indtages i små mængder, men der kan du til gengæld nyde den med god samvittighed. 

Velbekomme og glædelig jul!