HJERNESUNDT

X FACTOR FOR HJERNEN

Lige nu er der mange, som hver fredag samles foran Tv’et til årets udgave af X Factor. Det er der en god grund til, for det er ikke kun deltagerne, der har X Factor. Musik har også en imponerende X Factor på hjernen.

Musik kan reducere stress, lindre smerter og give bedre søvn. Musik kan også fremme følelsen af fællesskab, samhørighed og udløse hjernens eget belønningsstof, dopamin. Det kan du blandt andet høre mere om i videoen med Peter Vuust: Forskerfortællinger: ”Musik, følelser og forplantning”.

Så hvis du fredag efter fredag bliver i godt humør, når du ser og hører de håbefulde deltagere fremføre forskellige musiknumre, er der en helt naturlig og videnskabelig forklaring på det.

Forskning viser ydermere, at musik også kan være med til at forbedre genoptræning af motorikken. Hos mennesker, der er ramt af eksempelvis sklerose eller Parkinsons sygdom1 kan det betyde store forbedringer i deres mobilitet. Der er blandt andet lavet studier, som viser, at rytmisk musik kan være med til at forbedre gangfunktionen væsentligt.

Forskere forklarer sammenhængen mellem den forbedrede gangversion og den rytmiske musik med, at musik har evnen til at aktivere områder af hjernen, der er ansvarlige for bevægelse, sprog, opmærksomhed, hukommelse, udøvende funktion og følelser2. Det bliver således nemmere at koordinere bevægelserne i forbindelse med gangfunktionen i takt med den musik, der lyttes til.

Derudover peger et mindre studie på, at det er muligt at forbedre menneskers gangfunktion via en app, som ved hjælp af sensorer i skoene regulerer musikkens hastighed i forhold til brugerens gang-tempo. Forsøget viste, at når tempoet på musikken blev sat op, så blev gangtempoet ligeledes øget3.

Så får du lyst til at synge og danse med, når deltagerne i X Factor kommer på skærmen næste gang, er det en helt naturlig og sund reaktion.

1 https://academic.oup.com/mtp/article-abstract/31/1/31/1152479
2 https://medrhythms.com/science/#publications
3 https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/1545968320961114

Foto: TV 2